Økonom om V-udspil: Fin balance at se på behov for ejerboliger

Flere andre lande hjælper førstegangskøbere, som Venstre nu foreslår i nyt boligudspil, forklarer boligøkonom.

KØBENHAVN Det er "på høje tid" at diskutere, hvordan førstegangskøbere af en ejerbolig kan hjælpes.

Det mener Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

Venstre præsenterer mandag partiets nye boligudspil, hvor førstegangskøbere skal kunne få et skattefradrag gennem en opsparing, der er øremærket til boligkøb.

- Nu har der været fokus på behovet for at skaffe flere lejeboligheder til de svage grupper fra regeringens side. Så er det måske en meget fin balance, at vi får kigget lidt på behovet for ejerboliger. For helt generelt er der behov for flere boliger i de store byer, siger Curt Liliegreen.

Venstre foreslår, at fradragsværdien skal være på 20 procent, og at alle skal kunne indbetale 50.000 kroner om året i fem år.

Med opsparingen kan et par over fem år sammen opspare 500.000 kroner og få en skattegevinst på 100.000 kroner.

Hjælp til førstegangskøbere ses i en del lande, forklarer Liliegreen.

- Det, der kommer tættest på Venstres forslag, er den måde, som det fungerer på i Finland.

- Der har man en opsparingskonto, hvor man får en præmie i form af et rentetillæg, når man er færdig. Og så får man samtidig ret til at få en statslig garanti på lånet, så man kan låne til sin første bolig mod dog at betale et mindre gebyr, siger han.

Også lande som Tyskland, England og Holland har forskellige måder at hjælpe førstegangskøbere. I Tyskland drejer det sig om et kontant tillæg, mens man i England kan få et rentefrit lån på en del af finansieringen.

Men Curt Liliegreen foretrækker den finske model.

- Jeg kan godt lide den finske ordning, for der er også noget pædagogisk i at få folk til at spare op og få unge til at erkende, at en ejerbolig ikke bare er noget, man går ned og får som en vare på hylderne i supermarkedet.

Ud over skattefradraget vil Venstre bruge 100 millioner kroner om året til at udvide antallet af ejerboliger med 122.000 over de næste ti år.

Det skal blandt andet ske ved at belønne kommuner, hvor der bliver bygget flest nye ejerboliger, og hvor sagsbehandlingstiden er kortest.

Det fulde boligudspil fra Venstre præsenteres mandag formiddag.

/ritzau/

Indlæser debat